Om Constantin

Mit navn er Constantin Vasii, og jeg kom til verden i en lille landsby i nærheden af Buzau i Rumænien. Helt fra jeg var barn, har jeg kunnet føle dybden fra naturen omkring mig. Jeg kunne mærke, at naturens skønhed og barskhed efterlod tydelige spor i mig, og jeg gemte disse indre billeder. Billederne fremkaldte følelser, som jeg har båret rundt på lige siden og som har inspireret mig i mit arbejde med skulpturer.


Som 16-årig opdagede jeg de fantastiske værker af den berømte rumænske kunstner Constantin Brancusi, hvilket senere var medvirkende til, at jeg tog nogle kurser på den rumænske kunsthåndværkerskole i Sibiu. Jeg havde et behov for at sætte mig ind i, hvordan jeg kunne komme til at udtrykke mine indre billeder, og hvordan jeg kunne sammensætte dem på en måde, så jeg kunne vise nogle af de enkle og feminine former, jeg genkendte i naturen.

Senere skiftede jeg retning og blev færdiguddannet som hortonom fra Institut for Agronomi i Bukarest i 1978. Denne uddannelse gav en relativt god levestandard for min familie og jeg, men de politiske og sociale omstændigheder i Rumænien umuliggjorde en fremtid, særligt for min søn og min datter. I 1988 flygtede jeg til Danmark. Efter to lange år fulgte min kone og mine to børn.


Denne og andre oplevelser og erfaringer vil jeg gerne udtrykke i mine skulpturer, der derfor først og fremmest er personlige ytringer eller udtryk. Eksempelvist er hensigten med værket "Efter kommunismen" at beskrive min oplevelse af den post-kommunistiske omverden. Jeg valgte kirsebærtræ, da det er behageligt at røre ved, og hensigten med skulpturerne er, at de både skal give en sanselig og en visuel oplevelse. Generelt i mit arbejde forsøger jeg at komme fra en "abstrakt ide" til noget "håndgribeligt". Jeg arbejder med årenes kontraster, som skal spille sammen, når der benyttes flere træsorter. De fleste værker er lavet af mere eksotiske træsorter, som mahogni, teaktræ og amerikansk valnøddetræ (som er lidt mørkere end de europæiske). Det hænder dog, at mere almindelige træsorter som kirsebærtræ, pæretræ, valnøddetræ, birk, bøg og eg også bliver brugt.

Metoderne afhænger i høj fra af min idé. Limning indgår ofte som en del af processen, men det er ikke altid. Generelt skal det være så simpelt som muligt, samtidigt med at det udtrykker mine tanker med skulpturen, men jeg håber selvfølgeligt at andre også får en oplevelse ud af at se eller røre ved genstandene.